Presse

Naturens Fest i Universe.

30-08-2024 kl. 10.10

Den succesfulde Naturens Dag bliver til Naturens Fest i Universe.

Naturens Dag i Universe Science Park har hvert efterår været en stor succes med mange besøgende og udstillere. I år udvides dagen til en fest, som strækker sig over flere dage med skoleforløb om biodiversitet, workshops og andre spændende oplevelser for gæsterne.

En af de nye oplevelser er en kreativ workshopweekend, hvor gæsterne blandt andet kan møde Line Hvid fra "Kreativ med Ungerne". Hun viser, hvordan man kan upcycle en gammel t-shirt til en taske. Kristian Nordstrøm fra K. Nordstrøm vil også være til stede for at demonstrere, hvordan man kan fremme biodiversitet i sin egen have.

"Jeg glæder mig meget til at komme og holde workshop i Universe. Jeg elsker at vise børn, hvordan de nemt kan bruge genbrugsmaterialer til at skabe noget nyt. Med denne workshop kan de lave deres egen taske og dekorere den flot – alt sammen ud af noget så simpelt som en gammel t-shirt. Jeg holder altid af at komme i Universe, for det er den perfekte kombination af læring og leg – præcis den kombination, jeg også gerne vil sprede med Kreativ med Ungerne," udtaler Line Hvid, indehaver af Kreativ med Ungerne.

Børn fra 7 år og deres forældre kan deltage i denne workshop. Der vil være genbrugst-shirts til rådighed, men der er et begrænset antal, og det er først til mølle-princippet, der gælder. For at sikre sig oplevelsen kan man medbringe sin egen brugte t-shirt. (Børn under 7 år skal ledsages af en voksen).

Biodiversitet er også et centralt tema under Naturens Fest. Kristian Nordstrøm, der er ekspert i biodiversitet og havearkitektur, underviser lokale skolebørn i hverdagene, hvor Naturens Fest finder sted. I weekenderne kan alle parkens gæster komme tæt på biodiversiteten omkring parken og få stillet spørgsmål samt modtage vejledning til egen have.

I den sidste weekend fyldes parken med mange forskellige lokale udstillere, der alle har det tilfælles, at de som hobby eller levevej arbejder med naturen i deres produkter. Her vil man blandt andet kunne se trælegetøj, fiske med magneter og smage på vin, snaps, frugt, te og meget mere.

Program for den 7. og 8. september:

  • Kreativ workshop: kl. 10 til 13 begge dage.
  • Biodiversitet ved Ball Factory: kl. 10 til 17 begge dage.

Program for den 14. og 15. september:

  • Udstillere i parken: kl. 10 til 17 begge dage.

OBS: Universe kan ikke garantere alles tilstedeværelse, og der kan forekomme ændringer og pauser.

Om Universe Science Park:  

Universe Science Park er en naturvidenskabelig oplevelsespark i Nordborg på Als, hvor børn og voksne leger sig til mere interesse for videnskab og teknologi. Fonden Universe Science Park er en selvejende non-profit fond, hvis formål er at gøre børn og unge begejstrede for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri. Parken er fyldt med oplevelser, der fascinerer, involverer og underholder indenfor temaerne: Science, Technology, Engineering og Math (STEM). Oplevelsesparken har årligt over 141.000 gæster, hvoraf de ca. 10 procent er skolebesøg.   

Se mere på www.universe.dk  

Billeder kan downloades i høj kvalitet her: https://shorturl.at/Uwe50

Mangler du noget?  

Vi sidder klar til at svare på alle dine spørgsmål. For yderligere information, kommentarer, citater eller billeder kontakt venligst:  

Charina Nymann 

Event- og Sponsorkoordinator i Universe. 

chny@universe.dk 

Telefon: 8881 9582