Halloween indtager Universe Science Park – for første gang nogensinde
26-09-2025 kl. 09.18I år bliver oktober ekstra (u)hyggelig i Universe Science Park. I forbindelse med Halloween forvandles parken til et hjemsøgt univers, hvor alle – fra de mest modige til de mindste familiemedlemmer – kan opleve gys, mystik og magiske øjeblikke.
"Vi har glædet os til at introducere Halloween i Universe. Her kombineres naturvidenskabelige oplevelser med gys, mystik og sjov for hele familien. Det er en stor milepæl for os, og vi glæder os til at byde gæsterne velkommen i parken, hvor der er skruet fuldt op for (u)hyggen,” siger Thomas Buch Tøstesen, administrerende direktør i Universe Science Park.
Oplevelser for alle aldre
Den 9. oktober inviterer Universe til det eksklusive aftenarrangement Halloween After Dark: en intens og nervepirrende aften for de mere modige. Når mørket sænker sig over parken, holdes udvalgte attraktioner åbne og oplyst, samtidig med at besøgende kan begive sig ud på særligt tilrettelagte ruter fyldt med uventede overraskelser. Arrangementet forløber i tidsrummet mellem kl. 18 og 20, og det bliver en aften fyldt med stemningsfulde halloweenoplevelser, som kun finder sted denne ene aften.
Herefter følger Halloween Week, hvor Universe i dagtimerne åbner dørene for hele familien. Parken præsenterer her en række aktiviteter med fokus på leg, kreativitet og oplevelser med et halloween-twist – alt sammen tilrettelagt, så både børn og voksne kan være med. Gæsterne kan erhverve en monsterbillet, som er et klippekort til forskellige aktiviteter og særlige halloween-specialiteter.
Lokalt samarbejde styrker halloween-stemningen
Lokale spejdergrupper er i år en del af Halloween After Dark og bidrager til at skabe en helt særlig atmosfære i parken. De Danske Spejderkorps fra Augustenborg og Ulkebøl, KFUM-spejderne fra Dybbøl samt SJAG fra Nordborg har hver fået et område, som de vil forvandle til stemningsfulde Halloween-zoner med kreative dekorationer.
Spejderne har grebet opgaven med stor entusiasme og skabt så levende universer, at der endda er indbygget særlige (u)hyggelige ruter rundt omkring i parken. Universe Science Park er både imponerede og taknemmelige for den store indsats og de mange timer, spejderne har lagt i samarbejdet.
Praktisk information:
- Halloween After Dark: torsdag den 9. oktober, kl. 18–20. Fri adgang for Einstein sæsonkort-holdere. Øvrige gæster kan købe adgang for 100 kr. Læs mere om eventet HER.
- Halloween Week: 11. – 18. oktober, kl. 10-17. Fri adgang med sæsonkort. Øvrige gæster kan købe adgang fra 185 kr. Læs mere om eventet HER.
Signe Hansen Glud, Content Creator
Telefon:
E-mail: siha@universe.dk
Vind 4 x sæsonkort til sæson 2026
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær den første til at få nyheder, opdateringer og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Hent Universe appen gratis