Universe fik den bedste sæson nogensinde. | Universe
Universe fik den bedste sæson nogensinde.

Universe Science Park har nu opgjort og fintalt besøgstallet for sæson 2019 og kan med 139.163 gæster udråbe sæsonen som den bedst besøgte sæson nogensinde. Besøgstallet for sæsonen er således vokset med 10% fra 2018 til 2019.
 
Oplevelsesparken åbnede sine døre første gang i 2005 og besøgsrekorden for en sæson (opgjort fra påsken til efterårsferien) var hidtil sæson 2007, hvor 131.356 gæster besøgte parken.  Den rekord er nu faldet, og 2019 kan nu officielt kåres som den bedst besøgte sæson nogensinde i parkens 15-årige historie.
 
”Vi er virkelig glade og stolte over at have sat ny sæsonrekord i Universe, men vi er næsten endnu mere tilfredse med at vi har vækst i besøgstallet for femte år i træk”, siger adm. direktør Torben Kylling Petersen, og fortsætter: ”Igennem de seneste år har vi nemlig arbejdet målrettet med at skabe vækst i besøgstallet ved både at skabe fornyelse i parkens oplevelsestilbud og ved at styrke vores markedsføring.”
 
Konstant fornyelse af parkens aktiviteter er da også en af de punkter, som de mange sæsonkort-holdere i Universe peger på som en primær årsag til at erhverve sæsonkort til parken.  I sæson 2019 havde 7.880 personer købt sæsonkort til Universe, hvilket var en stigning på 9% fra året før (7.252 sæsonkort i 2018).
 
”Vi værdsætter alle besøg i Universe, men nok især besøg fra vores sæsonkort-holdere”, siger Torben Kylling Petersen, ”vores sæsonkort-holdere er vores allervigtigste gæster, fordi de er vores mest loyale ambassadører, der bakker op om vores mission ved at introducere nye gæster til Universe og anbefale os til deres venner og familie. Vi er dybt afhængige af, at alle vores sæsonkort-holdere kan lide at besøge os og oplever det værdifuldt at have sæsonkort til Universe.”
 
Væksten i besøgstallet i 2019 er dog primært skabt af turister og endagsbesøgende i løbet af sommerperioden. Målt alene over de 6 sommerferieuger (ugerne 27-32) steg besøgstallet med hele 12.000 gæster fra 2018 til 2019, hvilket er et udtryk for en meget stærk vækst i turismen i Sønderjylland. 
 
”2019 har igen været et rekordår for hele turisme-branchen i Sønderjylland”, siger Torben Kylling Petersen. ”Vi må bare konstatere, at turismen i Danmark virkelig er i vækst i disse år, men i særdeleshed i Sønderjylland. Det kan jo ses direkte i vores besøgstal, når turisterne i stigende grad tilvælger Sønderjylland som feriedestination”.  Den stigende turisme bringer dog også udfordringer med sig, for der mangler nu overnatningskapacitet til turisterne – især i sommermånederne.
 
”Vi er udfordret af mangel på relevante og lokale overnatningsmuligheder for børnefamilie-turister i sommerferien”, siger Torben Kylling Petersen, og fortsætter: ”Vi ser derfor frem til etableringen af Nordals Ferieresort, som virkelig vil styrke udbuddet og kapaciteten af overnatningsmuligheder af høj kvalitet til børnefamilier. Det har vi brug for!”. 

Selvom ferieresortet fortsat ligger nogle år ude i fremtiden forventer Universe dog også at øge besøgstallet igen i 2020. ”Vi vil fokusere endnu mere på at tiltrække nye endagsbesøg til vores område næste år. Vi kan se på markedsanalyser, at mange danskere stadig ikke har besøgt Universe, men at de faktisk synes vi har et spændende og nyskabende koncept til hele familien.”, siger Torben Kylling Petersen, ”Til sæson 2020 vil vi investere endnu mere i at øge kendskabet til Universe.  Så vi har forventninger om fortsat øget vækst til den kommende sæson.”

Om Universe Science Park:
Universe Science Park er en naturvidenskabelig oplevelsespark i Nordborg på Als, hvor børn og voksne leger sig til mere interesse for videnskab og teknologi. Fonden Universe Science Park er en non-profit selvejende fond, med det formål at begejstre børn og unge for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri. Oplevelsesparken er fyldt med oplevelser der fascinerer, involverer og underholder indenfor temaerne: Science, Technology, Engineering og Math (STEM). Oplevelsesparken har årligt over 125.000 gæster, hvor af de ca. 10 procent er skolebesøg. 
Se mere på www.universe.dk

 Billeder kan downloades i høj kvalitet her:  http://bit.ly/35U8yPq

Mangler du noget?
Vi sidder klar til at svare på alle dine spørgsmål. For yderligere information, kommentarer, citater eller billeder kontakt venligst:

Torben Kylling Petersen, Administrerende Direktør
tkp@universe.dk
Telefon: 8881 9510

Tilmeld dig vores pressemeddelelse

* Påkrævet
sky universe
sky universe
sky universe

universe social wall
brug hashtagget #universedk

social iconsocial iconsocial iconsocial icon

sky universe