Et praktikantforløb i Universe giver selvtillid | Universe
Et praktikantforløb i Universe giver selvtillid

Igen i år er en gruppe af borgere i SAABU - den beskyttede beskæftigelse i Sønderborg Kommune - blevet tilbudt at kunne deltage i oplevelsespraktik i Universe.
Oplevelsespraktikken er et tilbud til de borgere, der har lyst og mod på at deltage.
Praktikken indebærer, at den enkelte borger får små, individuelt tilpassede arbejdsopgaver på en tre dages arbejdsuge. Her bidrager de sammen med alle de andre Universe medarbejdere til gæsternes samlede oplevelser i parken. 

”Som pædagogisk tovholder er det en utrolig fagligt givende oplevelse at være i Universe med praktikanterne. Jeg har fået input til, hvordan vi i den beskyttede beskæftigelse kan øge borgernes arbejdsglæde og arbejdsidentitet for dem, der ikke kan se sig selv udenfor SAABU. 
Men også hvordan der i hverdagen kan arbejdes målrettet for at støtte de borgere, der har et ønske om arbejdsmuligheder udenfor SAABU på en rigtig arbejdsplads. For nogle af kandidaterne åbner der sig en helt ny ”verden” uden for værkstedets trygge rammer. Oplevelsespraktik i Universe har således ført til, at nogle er blevet motiverede til at komme i skånejob eller andre jobs”, udtaler Mai-Britt, pædagog ved SAABU.

For at kunne deltage i praktikken skal borgerne skrive en ansøgning og deltage i en samtale. 
Der er flere, der ansøger år efter år, og i denne sæson består holdet i Universe af 5 gengangere og 5 nye deltagere.
Inden den endelige praktik skal de kandidater, der er kommet med videre efter samtalerne, først bestå et 14 dages forløb i SAABU med afsluttende workshop på Universe.
Workshoppen er en miniudgave af den workshop, som alle andre ansøgere skal igennem, inden man får et sæsonjob i parken. Der er tale om samarbejdsøvelser, service i Universe, rammer og regler og en masse gode udfordringer.
På workshoppen ses det tydeligt, hvad det gør ved kandidaterne, når de skal prøve det grønne Universe-tøj på og få taget et billede til personalekortet.
Det at være på en rigtig arbejdsplads, med regler som ingen mobiltelefon, faste pauser, altid at skulle yde god service overfor gæsterne, giver selvtillid og arbejdsidentitet.

“Det giver noget for vores medarbejdere at skulle navigere i og arbejde sammen med oplevelsespraktikanter med andre forudsætninger. Det er med til at udvikle os alle. Og når de kommer glædestrålende og fortæller om deres arbejdsopgaver, kan man tydeligt mærke deres stolthed. Det gør os alle i Universe vildt glade at se deres udvikling og begejstring for at være en del af vores team. 
Vi har et rigtigt godt samarbejde med SAABU, og vi vil gerne igen være med til at styrke oplevelsespraktikanternes oplevelse af deres egne ressourcer, og hvad de kan bidrage med på en arbejdsplads” udtaler Bodil Agnete, HR- & administrationschef i Universe.

Om Universe Science Park:
Universe Science Park er en naturvidenskabelig oplevelsespark i Nordborg på Als, hvor børn og voksne leger sig til mere interesse for videnskab og teknologi. Fonden Universe Science Park er en non-profit selvejende fond, med det formål at begejstre børn og unge for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri. Oplevelsesparken er fyldt med oplevelser der fascinerer, involverer og underholder indenfor temaerne: Science, Technology, Engineering og Math (STEM). Oplevelsesparken har årligt over 125.000 gæster, hvoraf de ca. 10 procent er skolebesøg. 
Se mere på www.universe.dk

Billeder kan downloades i høj kvalitet her: http://bit.ly/2YDBknk

Mangler du noget?
Vi sidder klar til at svare på alle dine spørgsmål. For yderligere information, kommentarer, citater eller billeder kontakt venligst:

Bodil Agnete Christensen, HR- & administrationschef i Universe

bach@universe.dk
Telefon: 8881 9511

 

Tilmeld dig vores pressemeddelelse

* Påkrævet
sky universe
sky universe
sky universe

universe social wall
brug hashtagget #universedk

social iconsocial iconsocial iconsocial icon

sky universe