Den Blå Kube fejrer sin 20-års fødselsdag med en opgradering. | | Universe
Den Blå Kube fejrer sin 20-års fødselsdag med en opgradering.

Den ikoniske Blå Kube, der blev startskuddet til oplevelsesparken Universe Science Park, fylder 20 år i 2020 og får nu en ”makeover”. Med 20 år på bagen og 15 år som en af hovedattraktionerne i parken er det tiden til fornyelse. Den Blå Kube skal nu have sin ydre blå presenning fornyet samt renoveret sine attraktioner og oplevelser.

”Blå Kube er en meget æstetisk og sanselig oplevelse. Det vil den fortsat være, men de eksisterende oplevelser af naturens kræfter har alle lige få et ekstra tryk. Nyt lys, lyd og billeder, komponeret og sammensat af nogle af Europas bedste multimediedesignere, lægger grundkimen til en endnu mere tryllebindende oplevelse.

I centrum for det hele får vi en spændende nyhed. En stor digital globus med den nyeste A/V-teknologi, som vil være kernen i en ny fortælling, der inddrager hele kuben”, udtaler Bo Thørring Kulmbach, projektleder i Universe.

Anette og Jørgen Mads Clausen købte i 2000 den Blå Kube, som Islands bidrag på World EXPO verdensudstillingen i Hannover og fik den fragtet til og genopført på Nordals, hvor den siden 2005 har været signatur-bygning i Universe Science park og præsenteret gæsterne i parken for fascinerende naturfænomener og -kræfter.

Da Blå Kube oprindeligt er fra Island, var tanken at den skulle forestille en smeltende isterning.

Der løber 450.000 kopper vand ned ad siderne i timen, svarende til 60 kubikmeter eller 60.000 liter i timen.

Det meste af dette vand bliver genanvendt og pumpet op til toppen af Blå Kube igen, og parkens gæster kan ved at lægge hånden på indersiden af Blå Kube, mærke hvordan alt vandet løber ned udvendigt, fordi den blå presenning kun er 1,5 mm tyk.

Den Blå Kube måler 20x20x20 meter og er lige nu for tredje gang pakket ind i stillads.

”Blå Kube er vores signatur-bygning. Universe og Blå Kube er knyttet uløseligt sammen, og derfor har vi da også et stærkt ønske om, at Blå Kube altid fremstår som en attraktiv, fascinerende og tidssvarende oplevelse, som vi kan være stolte af”, siger adm. direktør Torben Kylling Petersen og fortsætter: ”Den store fortælling om mennesket, naturen og teknologien har aldrig været mere relevant end i disse tider, hvor vi som samfund leder efter gode løsninger på en mere bæredygtig fremtid for menneske og planet. Vores mål er, at Blå Kube med oplevelses-opgraderingen kan formidle denne store fortælling gennem fascinerende og involverende familie-oplevelser, og dermed inspirere til nye tanker og dialog om en bæredygtig fremtid på tværs af generationer.”

World Expo er den store verdensudstilling, der finder sted hvert 5. år. De udstillende lande fra hele verden forsøger at skabe hele verdens interesse om sig selv. Danmark havde f.eks. Den Lille Havfrue med i Shanghai i Kina i 2010. World Expo 2005 var i Japan, World Expo 2015 var i Milano, næste år er World Expo 2020 i Dubai, UAE.

Om Universe Science Park:

Universe Science Park er en naturvidenskabelig oplevelsespark i Nordborg på Als, hvor børn og voksne leger sig til mere interesse for videnskab og teknologi. Fonden Universe Science Park er en non-profit selvejende fond, med det formål at begejstre børn og unge for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri. Oplevelsesparken er fyldt med oplevelser der fascinerer, involverer og underholder indenfor temaerne: Science, Technology, Engineering og Math (STEM). Oplevelsesparken har årligt over 140.000 gæster, hvor af de ca. 10 procent er skolebesøg.

Se mere på www.universe.dk

Billeder kan downloades i høj kvalitet her: http://bit.ly/2rapEct

Mangler du noget?

Vi sidder klar til at svare på alle dine spørgsmål. For yderligere information, kommentarer, citater eller billeder kontakt venligst:

Bo Thørring Kulmbach, projektleder i Universe

boku@universe.dk

Telefon: 8881 9554

 

 

 

 

 

 

 

Tilmeld dig vores pressemeddelelse

* Påkrævet
sky universe
sky universe
sky universe

universe social wall
brug hashtagget #universedk

social iconsocial iconsocial iconsocial icon

sky universe