Forestil dig jordskorpen som en meget tynd hud oven på en stor bold af smeltede bjergarter.  Ligesom et puslespil består jordskorpen af forskellige dele, der kaldes “tektoniske plader”. De er så store som verdensdele, og de bevæger sig meget langsomt – kun med 1-9 cm om året.

Prøv at hiv i pilene herunder og se vulkanerne opstå:

Get Adobe Flash

Der hvor pladerne støder op mod hinanden finder vi de områder på jorden, hvor vulkaner, jordskælv og geysere findes.

Hvis to plader bevæger sig væk fra hinanden, opstår der en spalte, som “magma” – de varme smeltede bjergarter i jordens indre – stiger op igennem.  Den type vulkaner opstår på havbunden, så dem ser man næsten aldrig. Kun hvis mængden af magma er stor nok, stiger det op gennem havoverfladen, og der opstår en ø.  For længe siden opstod Island på denne måde.

I de områder, hvor de tektoniske plader bevæger sig hen imod hinanden, finder vi klodens store bjergkæder, der er dannet ved, at pladerne har skubbet hinanden op.

Når to plader støder sammen bliver den ene plade presses ned under den anden. Gnidningsmodstanden imellem dem, får den første plade til at smelte. Samtidig vil der stige magma op.

Kun et lille antal af Jordens vulkaner er opstået på denne måde, men det er disse vulkaner, der har de mest voldsomme og mest farlige udbrud.

Undertiden opstår vulkaner også i midten af pladerne, i såkaldte “hotspots”.  Hotspots er varmeområder i jordskorpen, hvor en varm opstrømning af magma bryder frem.  Hawaii er dannet på denne måde.

Spil med jorden

Kender du jordens kontinenter og ved du hvor de kommer fra. Prøv disse to mini-spil.

Jordskælv

De områder, hvor de tektoniske plader støder op til hinanden eller bevæger sig på langs af hinanden er også de mest aktive jordskælvsområder på kloden. Jordskælvene opstår, når pladerne ligger og gnider op af hinanden og med jævne mellemrum flytter sig i små eller store ryk.

Havet vest for Indonesien er sådan et aktiv jordskælvsområde. Seneste kraftige jordskælv fandt sted den 26. december 2004, hvor et jordskælv, der måltes til 9 på Richterskalaen blandt andet udløste en tsunami der hærgede kysterne omkring det Indiske Ocean.

Et andet område med jævnlige jordskælv er St. Andrews-forkastningen I den amerikanske stat Californien. I San Francisco bygger man husene så de kan modstå jordskælv.

Geyserer

I sprækkerne mellem de tektoniske plader kan man også finde gejsere. En gejser er en speciel form for varm kilde, som periodisk kommer i udbrud og sender en søjle af varmt vand og vanddamp op i luften.

For der kan dannes geysere skal grundvandet ligge højt samtidig med at temperaturen i jorden skal være høj. De høje temperaturer, der skal være over 100° C, fås hvis den glohede lava ligger tæt på jordens overflade.

Island er det eneste sted i Europa, hvor man kan finde geysere.

Vulkaner i udbrud

Det er meget forskelligt, hvor længe en vulkan er i udbrud. Et udbrud kan vare et par dage, men det kan også vare flere år. Vulkanen Kilauea på Hawaii-øerne har været i udbrud siden 1983 og er stadig i gang.

Vulkan på Hawaii - bliv klog på vulkaner med Universe

En vulkan er opbygget af sten – ikke småsten, grus eller klippestykker – men materialet sten eller fjeld. En vulkan opbygger sig selv med tiden; ved mange udbrud kastes der lava ud af vulkanens krater eller flyder ud af det og bliver liggende omkring krateret.

Lava er flydende stenmateriale fra jordens indre. Når lavaen er afkølet og størknet til sten, er vulkanen blevet et stykke højere. Nogen gange bliver der også kastet aske ud af krateret, altså stenpulver eller grus, og det aflejrer sig også rundt om krateret.

Skift mellem lava og aske giver en lagdelt struktur. Er lavaen meget varm, så er den tyndflydende og giver en flad vulkan. Er den koldere, så flyder den sejt og giver en vulkan med mere stejle sider.

Vidste du…

Filmen, som du kan se i vulkanrummet i Blue Kube i Universe, er sammensat af materiale, som de franske vulkanforskere Katja and Maurice Krafft har optaget? De satte alt ind på at observere vulkanudbrud og filmede ca. 140 af dem.

Men de fik en tragisk skæbne og mistede livet ved vulkanen Mount Unzens udbrud i Japan i 1991.